Denne historie omhandler mig og en af mine gymnaster

Det er sommer og solen skinner, jeg var på vej ind til randers midtby - der var open by night. Det var den dag mine gymnaster skulle give årets sidste opvisning. Jeg har haft en pige som igennem den sidste sæson har været rigtig stille og tilbageholdende da hun startede på holdet - hun var nemlig lidt yngre end de andre. Hun begyndte at blive rigtig dygtig til gymnastik, lærte at lave løft, split mm. Vi fik hende til at være sammen med de andre pige, via samarbejdsøvelser. Hun havde ikke mange venner og veninder i skolen, men pludselig fandt de andre piger ud af hvor sød en pige hun egentligt er. Lige pludselig kunne man se hun fik så meget selvtillid som aldrig før. Hun kom til at få meget fælles med de andre piger, og mit hold fik et stort sammenhold igen alle sammen. Da vi var færdige inde til opvisningen kom hun løbende hen til mig og sprang op til mig og begyndte at græde. Hun var så trist over at gymnastiksæsonen ikke startede igen før om 3 måneder. I dag har jeg et rigtig godt hold hvor alle kan være sammen som vi vil have det.
Det er rart at se så mange piger, have det så godt sammen. Det er sjældent man ser det.
Derfor var dette en måde jeg føler jeg har hjulpet hende videre på, senere hen har hendes forældre også fortalt mig hvor meget det betød for hende at de andre accepterede hende. Derfor var det rart at give hende det.