En sur "pædagog"

En morgen i børnehaven.
Vi kommer tidligt nogle få børn er ankommet og sidder rundt om bordet. De fleste børn er stille undtagen en lille pige der sidder og græder.Vi siger godmorgen men kan mærke at stemningen ikke er god.Jeg undrer mig over pigen ikke bliver trøstet og da jeg spørger ind til den voksne får jeg et surt svar tilbage, hun vrisser ”Sådan er hun altid hver morgen”.Jeg synes det er svært at gå fra mit eget barn som tydeligvis også er påvirket af stemningen, og jeg undrer mig over hvorfor morgenen skulle være sådan.

En engel kommer til verden

Jeg går og kigger udover vandet, ser de legende og skrigende børn og de glade forældre. Der er ingen bekymringer til stede. Uret tikker og klokken er stadig lidt over 1 om formiddagen. Jeg går ofte og spekulere over hvor de tider fra min barndom egentlig bliver af. Savner ofte de tider hvor jeg slet ikke havde noget at tænke på. Hvor jeg bare kunne lege, uden at tænke på en ”skide” matematik aflevering som skulle laves til i morgen. Livet er slet ikke nogen dans på roser, der er mange ting der ofte popper op i hovedet og der er rigtig meget der fylder, angående ansvar og valg man skal træffe her i livet. Som min dansk lærer plejer at sige det – 3.e, i skal egentlig ikke noget i livet, i skal blot tage konsekvensen af de valg i har truffet.

Kigger rundt, og nu er der præcis 23 minutter til klokken bliver halv 2. Puha, det er en kold søndag i November måned – og der er rigtig mange tilstede i Struer svømmehal! Jeg elsker svømmehallen. Det er nærmest som et hjem for mig. Elsker at være iblandt alle disse glade mennesker – åbenheden og tilværelsen er noget der i hvert fald ikke kan erstattes!

Sætter mig ned på vippen, som er placeret midt i svømmehallen tæt ved børnerushebanen og det lille børne bassin, så jeg bedre kan holde overblikket over alle menneskerne. Pludselig dukker der noget helt uventet op, en sød og rar kvinde, som er mor til 2 børn dræner ud af pigernes omklædningsrum, ud til svømmehallen i H20 klipklapper og en grøn badedragt og råber efter hjælp. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere af ren nervøsitet for hvad der mon er sket, hvordan og hvorledes. ”En gravid kvinde i Saunaen har ekstreme smerter” siger damen til mig – jeg løber ud i saunaen, og står i uvished og ved slet ikke hvordan jeg skal håndtere situationen. Ringer 112 og går i gang med at bruge de midler, jeg havde lært noget af fra mit livredder kursus. Jeg sætter mig ned på hug, og fortæller hende at hun skal trække vejret ind og ud, meget langsomt – for på den måde at styre vejrtrækningen. Selv i en presset situation stod jeg i uvished, og gjorde mit bedste for at være behjælpelig overfor denne kvinde, som havde fået smerter af graviditeten. Sygeplejerskerne, falckmænd og nogle læger drønede ind i Saunaen, og tog over. Indtil en af sygeplejerskerne pludselig bad mig om at tage fat rundt om hende. Jeg tog fat et stykke under maven, mine hænder på begge sider, og der lå hun, imellem mine ben og så helt hjælpeløs og udmattet ud i al den varme. Jeg var helt chokeret, havde aldrig prøvet noget lignende – men jeg havde følelsen af at jeg virkelig gjorde en forskel. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at gøre det de bad mig om på bedste vis, jeg blev ved med at fortælle hende hvordan hun skulle trække vejret imens jeg havde mine hænder rundt om hendes hofter – jeg anede slet ikke hvorfor jeg skulle gøre det, men jeg fik gjort det de sagde til mig. Hun trak vejret, ud og ind – og pludselig kom der en lille engel til verden.

Jeg var overrasket og jeg var rørt. Det var noget af en oplevelse. En oplevelse for livet!

Denne historie omhandler mig og en af mine gymnaster

Det er sommer og solen skinner, jeg var på vej ind til randers midtby - der var open by night. Det var den dag mine gymnaster skulle give årets sidste opvisning. Jeg har haft en pige som igennem den sidste sæson har været rigtig stille og tilbageholdende da hun startede på holdet - hun var nemlig lidt yngre end de andre. Hun begyndte at blive rigtig dygtig til gymnastik, lærte at lave løft, split mm. Vi fik hende til at være sammen med de andre pige, via samarbejdsøvelser. Hun havde ikke mange venner og veninder i skolen, men pludselig fandt de andre piger ud af hvor sød en pige hun egentligt er. Lige pludselig kunne man se hun fik så meget selvtillid som aldrig før. Hun kom til at få meget fælles med de andre piger, og mit hold fik et stort sammenhold igen alle sammen. Da vi var færdige inde til opvisningen kom hun løbende hen til mig og sprang op til mig og begyndte at græde. Hun var så trist over at gymnastiksæsonen ikke startede igen før om 3 måneder. I dag har jeg et rigtig godt hold hvor alle kan være sammen som vi vil have det.
Det er rart at se så mange piger, have det så godt sammen. Det er sjældent man ser det.
Derfor var dette en måde jeg føler jeg har hjulpet hende videre på, senere hen har hendes forældre også fortalt mig hvor meget det betød for hende at de andre accepterede hende. Derfor var det rart at give hende det.

En hård dag

En hård dag

Navnet Mads er et opdigtet navn.

Mads var 16 år og alt andet en rolig dreng. For det første var han stærkt handicappet, ikke på den måde så han ikke kan snakke eller er uden motorik, men på den måde så han ikke tænker klart eller kan se ting i en større sammenhæng. For det andet var han den type dreng der elskede opmærksomhed, og absolut ville det, lige meget hvilken slags opmærksomhed det var. 
Mads gik som regel altid med ble og heldragt med lynlås på ryggen så han ikke kan åbne den, undtagen når han var i skole. Ikke fordi han ikke kunne holde sig, men ellers ville han skide i bukserne, smide tøjet og begynde at kaste eller spise sin afføring.

Mads var alle pædagogers skræk, pga. han ingen grænser havde for at få sin opmærksomhed, og rygterne sagde han ville være ekstra slem når der kom nye til fordi de skulle prøves af.

Jeg havde været i hans klasse, som består af ham og 2 andre svært autistiske drenge, 3 gange før den foruroligende dag jeg blev sat til at passe klassen. Jeg skulle passe den sammen med en anden pædagogmedhjælper som aldrig havde haft klassen før, så da vi var to nye og ingen andre pædagoger forberedte vi os på at Mads ville levere et helvede.

Da vi kom og modtog ham oppe på skolen var han til at starte med rolig og gjorde delvist hvad vi sagde, hvilket vi på daværende tidspunkt synes var en god start. Jo længere vi kom op ad dagen, jo værre blev Mads. Da klokken blev 11 og han havde været på toilet omkring 27 gange, fordi han blev ved med at sige at han skulle både det ene og det andet, begyndte vi at sige nej til ham. Det skulle vi aldrig have gjort.

Da han først havde fået et nej, blev han for alvor rigtig træls. Vi valgte at prøve at overse han trang til opmærksomhed, ved at ignorere ham når han ville noget.  Det resulterede nu i at han begyndte at råbe, blive meget nærgående, slå hans klasse kammerater og prøve at kysse os pædagogmedhjælpere. Vi kunne godt se at det ikke rigtig førte noget med sig at ignorere ham, så vi ville i stedet prøve at sætte ham ud på legepladsen så han kunne få brugt noget energi.

Ude på legepladsen er der et meget stort tårn i 3 etager. Mads skulle selvfølgelig kravle op i toppen, så han kunne se udover hegnet der kredser om skolegården, og råbe over til ældre boligerne. Deroppe fra begyndt han nu at råbe:” Se mig, se mig.. Nu tager jeg tøjet af.. Nu pisser jeg”. Min medarbejder og jeg, kiggede på hinanden og tænkte at nu må det være nok. Af skræk for at Mads ville tisse på mig hvis jeg kravlede op igennem tårnet indefra, valgte jeg at kravle op på ydersiden, hvor det ville være sværere for ham at ramme mig. Da jeg kommer op, stadig tør, fortæller jeg ham på en meget bestemt måde at nu må han gerne være sød at kravle ned igen, ellers så hjælper jeg ham. Jeg kravler ned igen og tror han er på vej. Jeg er kun lige kommet ned, hvorefter jeg hører han råber:” Nu presser jeg lort HAHAHAHAHA”. Nu kravler jeg igen op efter ham, stadig på ydersiden af tårnet, for at få ham til at komme ned, men denne gang hjælper jeg ham kraftigt på vej.